Opgaver og oplevelser for små og store – 'grydeklart' til mange fag
Spændende historier, masser af faglighed, faktastof og kreativitet. Årets materiale indeholder alt, hvad du skal bruge til et varieret, sjovt og lærerigt forløb om Uganda og om børnenes liv der. Få overblik over fag, forløb og opgaver her.
Læs nedenfor om årets opgaver til
- Dansk
- Dansk og Natur/teknologi
- Natur/teknologi
- Matematik
- Billedkunst og Håndværk og design
- Madkundskab
- Plant et gratis træ
I materialet finder du ”grydeklare” forslag til et spændende grundforløb og til en lang række faglige opgaver og miniforløb, som du kan supplere undervisningen med. Alt i materialet understøtter Fælles Mål og er tilrettelagt med niveaudifferentiering, så både elever i 1.-2. klasse og 3.-5. klasse kan være med.
Alle opgaver er klar til brug, rummer trin-for-trin-beskrivelser og bliver lagt som printvenlige opgaveark i hjemmesidens Opgavebank. Opgaverne er klar i starten af oktober 2024.
Fagligheden er bundet op på kompetencemålene
I lærervejledningen får du et samlet overblik over de kompetencemål, hver opgave tilgodeser. Og i hvert enkelt opgaveark får du desuden en detaljeret oversigt over de målpar, opgaven understøtter, plus et forslag til læringsmål og tegn på læring.
Grundforløb og fagopgaver
De fleste lærere bruger materialet over flere uger i et eller flere fag – eller til fulde, tværfaglige temauger. Men man kan også sagtens nøjes med at plukke enkelte opgaver eller aktiviteter efter behov.
Opgaverne er lavet, så de frit kan kombineres
I lærervejledningen får du et forslag til et godt og varieret grundforløb – plus en række opgaver og miniforløb, du kan plukke i og udbygge dit forløb med, som det passer bedst hos jer.
Lærervejledningen og læreruniverset på hjemmesiden rummer alt, hvad du skal bruge. Og materialets opgaver er koblet til filmene, til hjemmesidens aktiviteter og til elevbogens fortælling, så der er mening og sammenhæng i stoffet for eleverne.
Opgaverne indeholder et miks af fagfaglige og kreative aktiviteter, oplæg til klassediskussioner og arbejde med at researche og formidle stof.
Til Dansk:
Anne Sofie Hammers spændende historie 'Biira og leoparden' er afsæt for en række af de danskfaglige opgaver. Eleverne kan bl.a. arbejde med fortællingens karakterer, og de kan genfortælle med billeder fra historien. I et særligt opgaveark er der forslag til gode spørgsmål og samtaletemaer, der knytter sig til historien kapitel for kapitel.
I kan også opføre læseteater i klassen – evt. med stangdukker som I finder skabeloner til i materialet – på baggrund af de tre læs let-eventyr fra Uganda, som Anne Sofie Hammer også har skrevet til elevbogen. Alle figurerne fra de tre eventyr findes i materialet lige til at klippe ud og farvelægge.
Eleverne kan også lave deres egne digitale fotohistorier eller lave en 'Børnenes Egen U-landskalender', som de bagefter kan sende til f.eks. forældrene eller venskabsklassen. Det er en sjov, faglig aktivitet, hvor eleverne går på opdagelse, udvælger, disponerer og præsenterer et stof. Læs mere om web-værktøjerne her.
Den aktivitet kan du på mellemtrinnet udvide med et scenariebaseret miniforløb om kommunikation. Her lærer eleverne i sjove øvelser og helt enkle trin om at arbejde med målgrupper, at disponere og at skrive en god overskrift og billedtekst.
På hjemmesiden og i elevbogen kan I arbejde med læsning med forskelligt lix og genre – fagtekster i små bidder, multimodale tekster og skønlitterære tekster – mange af dem med læsestøtte (oplæsning på hjemmesiden og skærmbøger med højtlæsning).
I kan desuden komme helt tæt på hverdagen for tre ret forskellige ugandiske børn på den flotte temaside 'Ugandas børn'. Fælles for de tre børn er, at naturen har en helt særlig betydning for deres liv. Børnene er her portrætteret med små film, vennebøger og fotos. Der hører et rigtig godt mini-forløb til. Læs mere om Ugandas børn her.
Endelig kan eleverne gå på opdagelse i, hvad der er meningen bag årets hjælpeprojekt i Uganda, og hvordan det kommer til at gøre en forskel. Det sker i børnehøjde og gennem små videoklip, billeder og korte tekster – på temasiden om årets projekt. Der hører en opgave til, og det laves af årets organisation, WWF. Læs om temasiden her.
Til Dansk og N/T:
Eleverne arbejder både med læsetræning og N/T-faglighed i det sæt af tekstark til faglig læsning, som WWF laver til årets materiale. Det er en række ensides-ark med lav lix, korte tekster og flotte fotos, der hvert handler om et af Ugandas spændende dyr. I kan læse om f.eks. skov-elefanten, leoparden og flodhesten. Men også om nogle arter – både planter og dyr – som er særligt gode til at bevare naturen. F.eks. hvordan bambus hjælper mod oversvømmelser, hvordan te-planter holder bjerggorillaen væk fra byerne og hvordan vilde bier stopper krybskytterne.
Til Natur/teknologi:
Regn og smeltet gletsjervand løber i store og små floder til gavn for lokalbefolkningen nede for foden af de høje Rwenzori-bjerge. Vandet bruges både til frodige landbrug, drikkevand og tøjvask. Men vandet udnyttes også til at skabe elektricitet i vandkraftværket. Lad eleverne eksperimentere med at fremstille enkle vandmøller og sjov vandkunst, der kan bevæge sig med vandets kraft.
Uganda har et fantastisk dyreliv – fra bjerggorillaer til nilkrokodiller, leoparder, elefanter, vortesvin og næsehornsfugle. WWF Naturfonden har lavet et sjovt og spændende sæt med 32 dyrekort med billeder og fakta om Ugandas dyr, som er lige til at printe, klippe ud, lime sammen og spille mod hinanden med.
Børnene i Uganda er gode til at lave deres egne bolde af genbrugsmaterialer, som de leger og spiller fodbold med. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke materialer de bruger. I en opgave eksperimenterer eleverne selv med, hvad de skal bruge for at lave en genbrugsbold, der er god til at hoppe!
I en anden opgave skal I arbejde med et simpelt vandingssystem til planter, som I laver af gamle plastik-flasker.
Der er også N/T-opgaver til arbejdet med U-landskalenderens to web-værktøjer, hvor eleverne laver flotte digitale fotohistorier og lågekalendere: Disse opgaver fokuserer på menneskers levevilkår i bjergene og i storbyen Kampala.
N/T-opgaverne er baseret på 'IBSE-metoden', hvor eleverne både skal reflektere og selv være aktive. De bliver sat ind i en problemstilling, de skal opstille hypoteser og selv undersøge, hvordan de fungerer i praksis. Metoden er motiverende og god til at differentiere undervisningen, f.eks. mellem de mere teoretisk og mere praktisk stærke elever.
Til Matematik:
I matematik kan I prøve kræfter med et sæt gruble-opgaver, der træner evnen til at løse problemer: Prøv ’Løvejagt efter impalaer’, ’På sejltur over søen’, ’Desmerdyret og løveungen’ og ’Rwenzori kvægmarked’. I har også mulighed for at arbejde med sjove regnehistorier, som tager udgangspunkt i forskellige aspekter af livet i Uganda, som eleverne også møder andre steder i materialet: Bjerggorillaer, træplantning, samle plastikaffald i floden og grønne madbananer.
Til Billedkunst og Håndværk og Design:
Uganda er et mekka for sommerfugleelskere. Derfor finder du forslag til et sommerfugleværksted, hvor eleverne arbejder kreativt og bruger forskellige metoder og materialer til at fremstille flotte produkter.
I kan også arbejde med teknikken frottage, hvor eleverne laver gnideaftryk af bark og blade, hvilket passer godt ind i årets tema om træers betydning både herhjemme og i Uganda. Desuden kan I lære at tegne nogle af de store fugle, som lever i Uganda: Den grå krontrane, marabustorken og træskonæbet.
Til Madkundskab:
I Madkundskab eller som del af en festlig afslutning kan eleverne være med til selv at lave nogle nemme og velsmagende, traditionelle retter fra Uganda. Der er opgaveark med opskrifter, som er forenklede og lige til at gå til. Blandt andet skal I lære at lave en ’rolex’ – en særlig omelet, der er en populær form for street food.
Særlig opgave fra WWF til skolekampagnen 'Plant et træ'
Vær med i efterårets kampagne, hvor danske klasser planter et træ, som bliver leveret gratis til jeres skole. I kan kombinere det med den tilhørende opgave. Her lærer eleverne først om, hvordan I planter et træ, så det kan trives, og I kan se det gro. Næste trin handler om, hvordan man passer sit træ og sørger for, det klarer sig gennem den første vinter. Eleverne kommer desuden til at arbejde med, hvad hjemmehørende arter er både i Danmark og Uganda og også få en forståelse for, hvorfor træer og skove er vigtige for vores fremtid.
Brug materialet med eller uden IT:
Hjemmesiden rummer mange muligheder for at eleverne kan arbejde selvstændigt – alene eller i grupper – med research og digitale elevproduktioner. Men undervisningen kan også gennemføres uden IT. Læs f.eks. elevbogen, vis film i klassen og brug de mange opgaveark med faglige og kreative aktiviteter.